Det kommer virkelig fra hjertet
Om ironi en dens oversættelse i Els Pelgroms Kleine Sofie en Lange
Wapper og i Guus Kuijers Polleke-serie
i
r
o
n
i
e
i
r
o
n
i
Nelleke Kralt, s1754211
Hovedopgave Master Skandinaviske sprog og kulturer
INDHOLD
Forord... 1
Kapitel 1. Indledning... 2
Kapitel 2. Forfatteren, bogen, illustratoren og oversætteren... 5
2.1 Polleke-serien af Guus Kuijer... 5
2.2 Kleine Sofie en Lange Wapper af Els Pelgrom... 6
Kapitel 3. Teoretiske udgangspunkter... 9
3.1 Introduktion af begrebet ironi... 9
3.2 Forskellige slags ironi... 11
3.3 Booths syn på ironi... 15
3.4 Hutcheons syn på ironi... 16
3.5 Ironi og børnelitteratur: ambivalens... 19
3.6 Ironi og børnelitteratur: tilegnelsen af ironi... 22
3.7 Ironi og børnelitteratur: fortæller og synsvinkel... 24
3.8 Ironi og oversættelser for børn... 27
Kapitel 4. Mod en analysemodel... 33
4.1 Genkendelsen af ironi... 33
4.2 Strategier med hensyn til oversættelsen af ironi... 36
4.3 Metode... 38
Kapitel 5. Analysen... 41
5.1 Ironi i Kleine Sofie en Lange Wapper... 41
5.2 Ironi i Polleke-serien... 46
5.3 Oversættelsen af ironi i Kleine Sofie en Lange Wapper... 55
Konklusion... 63
Nederlandsk sammenfatning - Nederlandse samenvatting ... 65
Litteraturliste... 67
Bilag 1 Fragmenter fra Kleine Sofie en Lange Wapper... 71
Bilag 2 Fragment fra Polleke-serien... 76
Forord
Foran dig ligger hovedopgaven, hvormed jeg afslutter studiet Skandinaviske sprog og kulturer i Groningen. Man er stort set fritstillet med hensyn til at vælge et emne man vil skrive om, og mit første indfald var noget med børnebøger, oversættelse og humor. Det var dog for stort et undersøgelsesemne til en hovedopgave og derfor valgte jeg, at begrænse mig til stilfigurerne ”metafor” og ”ironi”. Det viste sig, at mit undersøgelsesemne måtte slanke sig yderligere. Det endelige emne blev oversættelsen af ironi fra hollandsk til dansk i to børnebøger.
Denne hovedopgave ligger i forlængelse af andre undersøgelser, der omtaler oversættelsen af ironi i børnelitteratur. Denne hovedopgave er dog temmelig specifik, fordi der er tale om to mindre sprog (hollandsk og dansk) på verdensplan, og et korpus der ikke består af nogle verdensberømte klassikere. Samtidig kan denne opgave bidrage til undersøgelsen af, hvad der kan ske, når man oversætter ironi fra et germansk sprog til et andet.
Jeg vil afslutte forordet med et tak. Denne hovedopgave ville aldrig have set dagens lys hvis ikke jeg havde fået støtte af min vejleder Janke Klok. Desuden vil jeg takke Kirsten Kolstrup, der rettede mit dansk og stillede nogle spørgsmål ved den næstsidste version denne opgave. Jeg vil også takke Gudrun og Jon, der tjekkede en del af min opgave.Til slut vil jeg sige tak til over 10 personer (til og med to mig helt ukendte), der var forberedt på, at læse flere stykker tekst og finde ironien, nemlig Dik Kralt, Anne en Annemarie Meinema, Henk en Charlotte Kralt, Lorette Boersen, Elias Elmouni, Marjolein Haak, Marieke Hazenberg,
Bernadine en Erik Onrust.
Kapitel 1. Indledning
»Men én ting må jeg sige, og det kommer virkelig fra hjertet, det var et gevaldig flot stykke skrivearbejde, hvordan finder han dog ud af det (…)«. Denne passage findes i bogen Kleine Sofie en Lange Wapper af Els Pelgrom (1934).1 Lange Wappers bemærkning kan betragtes fra forskellige synsvinkler. Hvis man læser dette isolerede fragment, så kan det være sjovt, men også alvorlig ment. Uden henvisning til Pelgroms bog, kunne det til og med forbindes med denne hovedopgave, alvorlig ment eller spøgende. Om noget er ment seriøst eller ej, afhænger blandt andet af konteksten. Og det er en af de vigtigste hjælpemidler til bestemmelsen af, om noget er ironisk ment. Pelgroms bog danner sammen med Guus Kuijers (1942) Polleke-serie korpusset til denne opgave.2 Begge bøger står på hylden på Københavns hovedbibliotek. Om de også bliver læst, ved jeg ikke, men Polleke-serien valgte jeg blandt andet på grund af den humor, der findes i bogen. Els Pelgroms bog er lidt tungere kost, men på grund af bogens struktur og fortælling kan den (ironiske) horisont udvides.
Med denne opgave afslutter jeg mit studie Skandinaviske sprog og kulturer
(litteraturvidenskab) i Groningen. En af mine interesser er skandinavisk børnelitteratur, og ved en oversættelse møder det danske og hollandske sprog og kultur hinanden.
Udgangspunktet for denne opgave var oversættelsen af flere stilfigurer, men det viste sig at oversættelsen af en stilfigur såsom ironi er en hel opgave i sig selv. Derfor bliver
hovedspørgsmålet i denne opgave: Hvad sker der med ironi i de danske oversættelser af to hollandske børnebøger? De to vigtigste skridt i besvarelsen af dette spørgsmål lyder: Hvordan skal man definiere og finde ironi i en tekst, og hvordan bliver ironi oversat?
Bøger om ironi kan fylde en hel reol, og den store bogproduktion fra Sokrates tid (469-399 f. K.) til i dag giver en formodning om, at man endnu ikke er enige om, eller klar over, hvad det præcis indebærer. Denne opgave starter med en kort introduktion af mit korpus. Næste kapitel handler om ironi. Fra reolen om ironi benytter jeg bøger af to teoretikere, nemlig
1
Pelgrom, E., Kleine Sofie en Lange Wapper, Amsterdam, 1984, og den danske oversættelse: Pelgrom, E., Lille
Sofies mærkelige rejse, (dansk oversættelse af Kleine Sofie en Lange Wapper, 1984, ved Jette Skovbjerg),
København, 1986.
2
Kuijer, G., Polleke. Indeholder: Voor altijd samen, amen (1999), Het is fijn om er te zijn (2000), Het geluk komt
als de donder (2000), Met de wind mee naar de zee (2001), Ik ben Polleke hoor!(2001), Amsterdam, 2003. De
Booth og Hutcheon.3 Booth valgte jeg, fordi han omtaler en mulig stabil ironi. Hutcheon er med, fordi hun har et tværfagligt syn på ironi. Man kan adskille forskellige former for ironi, og da det kan være nyttigt for analysen, bruger jeg Dorleijn og van Bovens begreber
situationel ironi og verbal ironi.4 Idet det kan være svært at bestemme om noget er ironisk eller ej, dannede jeg en kontrolgruppe, som havde læst de fleste fragmenter, jeg brugte til min analyse.5
Man skal dog holde øje med, at der er tale om børnelitteratur, og det tager ovennævnte forskere næppe hensyn til. De følgende forskere har beskæftiget sig med børn og
børnelitteraturen: Shavit har uddybbet forskelle og overensstemmelser mellem børnelitteratur og voksenlitteratur.6 Winner har undersøgt hvordan og hvornår børn tilegner sig ironi.7
Matthews tilgang til ironi er anderledes end Winners, og den berøres kort i samme afsnit 3.6.8 Til slut er det interessant se på, hvem der fortæller i Kleine Sofie en Lange Wapper og i Polleke-serien. Weinreich og Nikolajeva omtaler synsvinklen og fortællerens rolle i børnebøger.9 Kapitel 3 afsluttes med en oversigt over nogle forskere, såsom Shavit og Haakaposki, der har undersøgt oversættelsen af ironi i børnebøger.10
I kapitel 4 beskrives analysemodellen. Først omtales, hvordan man kan genkende ironi. Derefter omtales oversættelsen. López har undersøgt, hvad der kan ske med en (ironisk) komisk effekt i oversættelsen. Fra hende låner jeg de forskellige strategier, der kan bruges ved oversættelsen.11 Efter analysen findes konklusionen, fulgt af en hollandsk sammenfatning og litteraturlisten. Denne opgave afsluttes med to bilag, der indeholder de vigtigste fragmenter, jeg bruger i min analyse. I bilag 1 handler det om nogle fragmenter fra Kleine Sofie en Lange
3
Hutcheon, L., Irony’s Edge. The Theory and Politics of Irony, London, 1995, og Booth, W. C., A Rhetoric of
Irony, London, 1974.
4
Dorleijn, G., og E. van Boven, Literair mechaniek. Inleiding tot de analyse van verhalen en gedichten, Bussum, 2003.
5
Kontrolgruppen bestod af 10 personer med forskellige baggrunde. Se for kontrolgruppens sammensætning bilag 3.
6
Shavit, Z., “Teksters ambivalente status”, I: Barnelitteratur. Sjangrar og teksttypar, Mjør, I. og T. Birkelund (red.), 2000, ss. 97-137.
7
Winner, E., The Point of Words. Children’s Understanding of Metaphor and Irony, London, 1988.
8
Matthews, G. B., “Children, Irony and Philosophy”, I: Theory and Research in Education, 2005, ss. 81-95. http://tre.sagepub.com/content/3/1/81 (27-07-2011).
9
Nikolajeva, M., Barnbokens byggklosar, Lund, 2004, ss. 145-204.Weinreich, T., Børnelitteratur mellem kunst
og pædagogik, Roskilde, 1999.
10
Shavit, Z., “Translation of Childeren’s Literature”, I: The Translation of Children’s Literature, (G. Lathey red.), 2006, ss. 25-40, og Haapakoski, S., “Translating Children’s Literature: Additions as an Aid to
Understanding Irony”, I: Linguistica Antverpiensia, Antwerpen, 2010, ss. 135-150.
11
Kapitel 2. Forfatteren, bogen, illustratoren og oversætteren
2.1 Polleke-serien af Guus Kuijer
Guus Kuijer (1942) fik en uddannelse som folkeskolelærer, men besluttede sig for at blive forfatter på fuldtid i 1973. Han skrev to romaner for voksne, men fra 1975 tog han afsked med voksenlitteraturen og skrev over 40 børnebøger. Polleke-serien består af fem dele: Voor altijd samen, amen!, Het is fijn om er te zijn, Het geluk komt als de donder, Met de wind mee naar de zee, Ik ben Polleke hoor!(1999-2001).12 Bøgerne blev filmatiseret i 2003. Kuijer vandt flere priser, såsom fem gange en ”Gouden Griffel” (blandt andet for Voor altijd samen, amen!), og flere gange en ”Zilveren Griffel” (blandt andet for Met de wind mee naar de zee).13 Ud over det fik han Statens pris for børne- og ungdomslitteratur (1979) og Woutertje Pieterseprisen (2003) for Ik ben Polleke hoor!14
Polleke (Polli) er en pige på 11 år (i slutningen af den sidste del bliver hun 13), der bor i en af de hollandske storbyer. Bøgerne handler om dagligdags begivenheder og gøremål: Polleke går i skole, bliver forelsket og besøger sine bedsteforældre, der bor på landet. Hun har to bedste venner: Caroline og Mimoen (Mimun). Alligevel er disse oplevelser ikke kedelige, og Polleke er livlig pige. Polleke lever ikke i en kernefamilie, men bor i de første bøger hos sin enlige mor. Senere bliver hendes mor gift med Pollekes lærer Wouter (Lars). Hendes far, der kaldes Spiek (Spir), er på stoffer og lever somme tider på gaden. Bøgerne blev skrevet som en slags dagbog, eller personlig beskrivelse af alle begivenheder i jeg-form. Mange steder bliver teksten pyntet med Pollekes smådigte, fordi hun vil være digter, når hun bliver stor.
Kuijers bøger blev ofte skrevet med børnenes synsvinkel som udgangspunkt. Det passer ind i en tendens i efterkrigens børnelitteratur, hvor det voksnes samfund ikke længere er
12
Kuijer, 2003.
13
I det nederlandsk-danske ordbog bliver ”Gouden Griffel” definieret som « årlig pris til forfatteren af den bedste børnebog i det nederlandske sprogområde », Laureys, G. (red.), Prisma groot woordenboek
Nederlands-Deens, Den Haag, 2004, s. 376. En ”Zilveren Griffel” tildeles til den næstbedste børnebog i det nederlandske
sprogområde.
14
målestokken, og forfatteren ikke længere er den alvidende fortæller.15 Kuijer skrev tidligere Madelief-serien, som også handler om en pige på Pollekes alder. Allerede i denne serie er voksne somme tider rare, mens de på andre tidspunkter er i dårligt humør. Selvom bøgerne fra disse serier omtaler emner som død (af for eksempel bedsteforældre), misbrug og
diskrimination, er der ikke et klart moralsk eller pædagogisk budskab til stede.16
Alice Hoogstad (1957) illustrerede bøgerne i Polleke-serien. Disse billeder findes også i de danske oversættelser, men bøgerne fik et andet bogomslag. Hoogstad lavede tegninger til over 100 børnebøger, men skrev og tegnede også nogle billedbøger sammen med sin mand.
Polleke-serien blev oversat af Tim Kane, som indtil 2003 var Birthe Lundsgaards pseudonym (1948). Hun har en masteruddannelse engelsk sprog og kultur, og en bachelor i hollandsk sprog og kultur. Hun oversatte over 100 bøger, omkring halvdelen fra hollandsk til dansk, og anden halvdel er oversættelser fra engelsk til dansk. I 2008 modtog hun Martinus
Nijhoffprisen for sit oversættelsesarbejde af hollandske og flamske bøger til dansk.17
2.2 Kleine Sofie en Lange Wapper af Els Pelgrom
Forfatteren til bogen Kleine Sofie en Lange Wapper er Els Pelgrom (1934), født Else Koch. Hun var folkeskolelærer i kort tid, oversatte forskellige bøger og redigerede en børneside i den lokale avis Winschoter Courant.18 Desuden skrev hun bøger for pædagogiske forlag, og bearbejdede klassikere såsom Nils Holgerssons wonderbare reis (Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige). Hun skrev omkring 25 børnebøger, hvoraf tre blev belønnet med
børnebogsprisen ”Gouden Griffel”.19 Kleine Sofie en Lange Wapper er en af de prisbelønnede
15
Bekkering, H., Holtrop, A., og Fens, K., “De eeuw van Sien en Otje. De twintigste eeuw.” I: De hele
Bibelebontse berg. De geschiedenis van het kinderboek in Nederland & Vlaanderen van de middeleeuwen tot heden. Heimeriksen, N. og Toorn, van der, W., (red.), Amsterdam,1990, ss. 405-406.
16
Ibid., s. 452.
17
Martinus Nijhoffprisen er den vigtigste pris, oversættere kan få i det hollandske sprogområde. Prisen udrækkes hvert år, hvoraf hvert tredje år til en oversætter, der har oversat bøger fra nederlandsk/flamsk til et fremmed sprog. Prisen fik navnet efter den hollandske digter Martinus Nijhoff, og tilkendes af Prins Bernhard Kulturfonden. Se for nærmere oplysninger: www.cultuurfonds.nl (10-08-2011).
18
Winschoter Courant udkom fra 1870-1992. Denne avis med socialistisk indslæt blev især læst i den østlige
del af den hollandske provins Groningen. Efter 1992 fusionerede Winschoter Courant med flere andre lokale aviser i provinsen. Den nye avis hedder Gronings Dagblad.
19
bøger, og den fik også den tyske Jugendbuchpreis.20 Ud over det fik Pelgrom Theo
Thijssenprisen for hele sit forfatterskab (1994).21 Bogens illustrator, Thé Tjong Khing (1933) vandt en ”Gouden Penseel” for billederne i bogen.22 Bogen kom i stand gennem et tæt
samarbejde mellem forfatter og illustrator, omkring halvdelen består af billeder, den anden halvdel af tekst.23
Kleine Sofie en Lange Wapper handler om en pige, der er alvorlig syg. Klokken tolv om natten kommer Sofies bamser, dyr og dukker til live. Sammen med kludedukken Lange Wapper (Lange Lasse), katten Terror og nogle andre dukker spiller Sofie med i skuespillet »Hvad Livet Har At Byde På«. Livet viser sig at være en skueplads for retfærdighed og uretfærdighed: folk er fattige eller rige, og »lykke og held« og »sorg og elendighed«, kan vejes på en vægtskål. Efter deres eventyrlige rejse gennem livet kommer Sofie hjem igen. Hun dør, men Lange Wapper kysser hende til live. De kører bort i en blå bil gennem grønne bakker og blå himle. Og så begynder en uendelig rejse.
I Kleine Sofie en Lange Wapper bruger Els Pelgrom flere elementer fra folkeeventyr og folkekomedier, såsom fra dukketeatret og det italienske Comedia de l’Arte.24 Både de udøvende og tilskuere kom ofte fra de lavere klasser. Disse folkeeventyr handlede om det jævne folk, og selvom de fleste eventyr havde et temmelig fast mønster, var der plads til improvisation. Ifølge legenden var Lange Wapper en kæmpe, der boede i Antwerpen (Belgien). I folkeeventyr er han en plageånd, der blandt andet forskrækkede folk, der var fulde. I bogen Kleine Sofie en Lange Wapper præsenteres Lange Wapper som en temmelig naiv person. Han tager for eksempel bort sammen med den letsindige Annabelle og lader Sofie i stikken. Desuden er han doven og en småtyv, der stjæler fra købmændene. I modsætning til legenden kan Pelgroms Lange Wapper ikke vokse så stor som et hus.
20
Den tyske pris Jugendbuchpreis bliver hvert år udrækket til (inter)nationale forfattere. Der er forskellige kategorier, såsom billedbog og børnebog. Pelgrom vandt prisen i kategorien Kinderbuch (børnebog). Juryen bliver udnævnt af det tyske ministerium for familie, seniorer, kvinder og ungdom. I dag hedder prisen Deutsche Jugendliteraturpreis. Se også: www.djlp.jugendliteratur.org/ (28-08-2011).
21
Theo Thijssensris udrækkes hvert tredje år til en børnebogforfatter for hele sit forfatterskab. Prisen fik navnet efter børnbogsforfatter og skolelærer Theo Thijssen (1879-1943). Flere oplysninger findes på:
http://www.pchooftprijs.nl/xhtml/ttprijs.php (10-08-2011).
22
Denne årlige pris overrækkes til den illustrator, der lavede de bedste billeder til en børnebog i det nederlandske sprogområde.
23
Se artiklen om interviewet: Kromhout, R., “Niet naar de hemel : een interview met Els Pelgrom en Thé Tjong Khing over Kleine Sofie en Lange Wapper”, I: En nu over jeugdliteratuur, 1984 (4), ss. 128-130.
24
Verouden, I., “Het leven als toneelstuk. De volkscultuur in Kleine Sofie en Lange Wapper”, I: Literatuur
Jette Skovbjerg oversatte Kleine Sofie en Lange Wapper til dansk. Hun fik en ph.d.-grad for sin afhandling om et værk af den hollandske forfatter Lucebert. Desuden er hun lektor ved Københavns universitet, og er medstifter af Tijdschrift voor Neerlandistiek in Scandinavië en ommelanden.25
Kapitel 3. Teoretiske udgangspunkter
3.1 Introduktion af begrebet ironi
Ironi bliver tit defineret som ”at sige det ene, men mene noget andet”.26 Ofte beskrives forholdet mellem det sagte og det mente som en modsætning.27 Hvad ironi er, lader sig ikke let beskrive. Der er udkommet mange bøger om ironi, men de leder ikke til et entydigt svar på spørgsmålet om, hvad ironi er. Ud over det begynder ikke alle forskere og forfattere ved samme udgangspunkt. Ironi kan for eksempel studeres som (retorisk) stilfigur, som et filosofisk begreb eller som en sproghandling, der har en egen grammatisk struktur.28 Ironi opfattes i denne opgave først og fremmest som en litterær stilfigur. Det kan dog lette
forståelsen af begrebet ironi og dens virkning, hvis man en gang i mellem gør et sidespring til for eksempel sproghandlingsteori.29 Denne teori kommer ind i billedet, når Hutcheon taler om det diskursive fællesskab.30 Nedenfor vil jeg komme nærmere ind på de to begreber, der står i kursiv.
Ironi er afledt af det græske begreb eironeia. I den græske retorik blev eironeia opfattet som at lægge skjul på det, man faktisk vil sige. Filosofer, såsom Aristophanes (257-180 f. K.) betragtede ironi som en form for løgn, mens Sokrates (469-399 f. K.) betragtede det som et bevidst valg, hvor man går ud fra, at tilhørerne genkender simulationen.31 Brugen af ironi var i dette tilfælde ikke bare et retorisk ornament, det var også en måde at tage et emne som ’hvad er visdom’ op til drøftelse, uden at man tydeliggør sit eget synspunkt. Man vinder ikke en diskussion ved hjælp af ironi, men man sætter spørgsmålstegn ved et begreb som visdom. På
26
Se blandt andet: Hutcheon, 1995, s. 37, og Colebrook, C., Irony, London, 2004, s. 1.
27
Sterkenburg, P.G.J. van, Van Dale Handwoordenboek Hedendaags Nederlands, Utrecht, 1996, s. 452: »spot, waarbij men het tegendeel zegt van wat men bedoelt« og Becker-Christensen, Ch., (red.), Politikens Nudansk
ordbog med etymologi, København, 2001, s. 667: »en udtryksmåde hvor man siger det modsatte af hvad man i
virkligheden mener, fordi man vil lave sjov, drille eller håne«.
28
Hutcheon, 1995, ss. 39 og 60. Hutcheons undersøgelse af ironi er tværfagligt. Det betyder, at hun også involverer lingvistiske, kulturelle og litterære aspekter i sin teori om ironi.
29
Lingvister som Grice og Searle betragter ironi som en ”speech act” eller en sproghandling. Disse forskere går blandt andet ud fra, at den talende og dens tilhører samarbejder, og at der på denne måde opstår en mening. Et eksempel på en sproghandling er et løfte. Ud over de lingvistiske aspekter (såsom grammatik og semantik) tager de også hensyn til de kommunikative aspekter ved sprog. Flere oplysninger om sproghandlingsteori kan findes i Searle, J.R., Intentionality. An Essay in the Philosophy of Mind, Cambridge, 1983, og Grice, H.P., Studies in the
Way of Words, London, 1989.
30
Hutcheon, 1995, ss. 89-115.
31
denne måde forsøger man at nærme sig en sandhed, der gælder for alle personer, uden at man nødvendigvis når til en vandtæt definition.32
Under romantikken ændrede menneskesynet sig. Ironi betragtedes som noget, der er karakteristisk for mennesket.33 Det var især tyske filosofer, såsom Friedrich Schlegel(1772-1829), der beskæftigede sig med den romantiske ironi. Denne litterære form betragtes som et eksempel på menneskets kreativitet. I det romantiske syn ligger den menneskelige natur ikke fast, fordi mennesket er i stand til at skabe ting og har samtaler med andre. I modsætning til andet naturligt liv er mennesker i stand til Bildung. Dette begreb bruges især med hensyn til uddannelse, men omfatter også kunstnerisk dannelse. På den ene side er et menneske i stand til at skabe et kunstværk, på den anden side er mennesker i stand til at reflektere over
kunstværkets tilblivelse og den kreative proces. Man er sig bevidst, at livet ikke lader sig styre eller er genkendeligt gennem for eksempel sprog. Poesi spillede en fremtrædende rolle i blandt andet Schlegels værk. Ironi (og poesi) blev betragtet som en slags medium, som gør det muligt at forstå eller opleve livet. Romantisk ironi lader sig altså ikke begrænse til en litterær stilfigur, hele livet kan være genstand for ironi.34
Der er forskel på, hvordan begrebet ironi er blevet betragtet i tidernes løb, såvel som hvordan forskellige forskere definerer ironi i dag. I forlængelse af det romantiske syn, kan man definere ironi i bred forstand, som en livsholdning eller som et kendetegn, god litteratur har. Alligevel må man finde henvisninger, der tyder på, at der er tale om en ironisk ytring. Ironi har ifølge nogle forskere mere eller mindre faste kendetegn. Den slags ironi bliver kaldt for stabil ironi. Forskere, såsom Booth mener, at der kan opnås en klar betydning, idet der er tale om en fælles kontekst med bestemte konventioner og forventninger.35 De forskellige personer indenfor en fælles kontekst ved, hvad konventionerne er. De kan genkende og forstå ironi, også når meningen ikke bliver sagt ligeud.
3.2 Forskellige slags ironi
Som sagt, betragtes ironi ofte som ”at sige det ene, men mene noget andet”. Denne definition dækker dog ikke helt begrebet ironi. Desuden er der mange forskellige former for ironi, der passer eller ikke passer ind i denne definition.
I snæver forstand kan ironi opfattes som en litterær stilfigur. Desuden kan ironi forekomme på både sætningsniveau, men også præge en hel tekst.36 Ved sætningsironi kan den verbale kontekst give nogle anvisninger. Er der tale om tekstironi, så skal man finde oplysninger om forfatterens overdrivelser eller en konflikt mellem det, der siges, og det vi ved om talernes tro og holdninger. Det er for eksempel kendt, at Kuijer bruger anmeldernes udsagn i sine bøger. Da en anmelder kaldte Pollekes digte for gammelkloge, kunne der læses i den næste del i Polleke-serien, at Wouters mor kalder Pollekes digte det samme.37 Og selvfølgelig får dette udsagn Pollekes kommentar (og altså indirekte også Guus Kuijers).
Cosmic irony har lidt at gøre med ordleg eller figurlig sprog. Den slags ironi henviser til grænserne for det, vi som mennesker kan overskue.38 Et eksempel på det er udtalelsen: ”Det er ironisk, at et fodboldhold, der blev kaldt væk fra en strandferie vandt EM i 1992”. Danmark kvalificerede sig ikke en gang til EM (Europamesterskabet i fodbold) i dette år, men ved ’et tilfælde’ kunne holdet alligevel deltage.39 Og netop Danmark vandt EM. På den ene side har vi bestemte forventninger og idéer om, hvordan tingene hænger sammen i verden. På den anden side synes der at eksistere en anden skæbne, som befinder sig udenfor vores forudsigelser eller rækkevidde.40
I denne opgave handler det om oversættelse af (litterære) tekster. Dorleijn og van Boven giver en kort introduktion af den litterære ironi. Ifølge dem findes ironi på forskellige tekstniveauer.41 Ironi kan forekomme på det narrative niveau. Den er knyttet til personer og begivenheder, altså med den narrative (eller dramatiske) situation. Eksempler på det er situationel eller dramatisk ironi og ironiske begivenheder. Når det handler om, hvordan skæbnen styrer hverdagslivet, bruges ofte begrebet tragisk eller dramatisk ironi. Den slags
36
Winner, 1988, s. 25.
37
Akveld, J., “Over een groot schrijver en het verre nichtje van Madelief . De Polleke-boeken van Guus Kuijer”, I: Literatuur zonder leeftijd, 2002 (57), s. 121. Se s. 305 i Kuijer, 2003, hvor Wouters mor siger at Pollekes digte er gammelkloge).
38
Colebrook, 2004, ss. 13 og 14.
39
Jugoslavien fik ikke lov til at være med på grund af den indenlandske situation.
40
Colebrook, 2004, s. 14.
41
ironi har at gøre med begivenheder, som sker tilfældigt.42 På dansk kan man også bruge begrebet ”skæbens ironi”. Den slags ironi handler om begivenheder som virker som et ejendommeligt sammentræf, og som enten er ærgerligt eller godt for en person.43 Ud over situationel ironi kan der også være tale om en ironisk begivenhed. Den ironiske virkning er baseret på kontraster. Et eksempel på det fra Dorleijn og van Boven er en
»retskrivningsordbog, der indelholder stavefejl«.44
Dorleijn og van Boven skelner ikke mellem dramatisk ironi og situationel ironi.45 Når en læser ved mere end for eksempel en romanfigur, kan der være tale om situationel ironi. Situationel ironi kan være dramatisk, men kan også virke komisk eller gøre en historie spændende.46 Det informationsforspring en læser har ved situationel ironi, kan for eksempel opnås gennem flashbacks eller indre monologer. Men dette forspring kan en læser også have, ikke fordi han får flere oplysninger om en historie, men fordi han for eksempel er ældre, eller har mere erfaring på visse områder.47 Dramatisk eller situationel ironi er dog ikke forbeholdt voksne. Et godt eksempel på det tager jeg fra Dorleijn og van Boven selv: ved et dukketeater kan børn se, at Døden befinder sig bagved mester Jakel, men dukken selv kan ikke se det. Når børn råber, at de ser Døden og mester Jakel drejer hovedet, så er Døden selvfølgelig
forsvunden. Informationsforspringet kan virke komisk, tragisk eller ironisk.
Ironi kan ifølge Dorleijn og van Boven også komme til syne på stilniveauet, altså som stilfigur. Som eksempel på det nævnes verbal ironi. Ved verbal ironi er der en diskrepans mellem en ytring og intentionen.48 Man kan for eksempel iklæde ris som ros. Det omvendte er også muligt, men det forekommer ikke så tit. Verbal ironi har ofte at gøre med samtaler, indenfor en tekst, eller i det virkelige liv. Et eksempel på det kan hentes fra Polleke-bogen For evigt sammen, amen! Pollekes far brøler navnet på Pollekes mor, og hun svarer: ”Var der måske noget, herren ønskede?” Man kan gå ud fra, at Pollekes mor ikke rigtig vil vide, hvad eks-manden ønsker, selvom hendes spørgsmål lyder som en invitation. Da Pollekes far lader
42
Muecke, D.C., Irony and the Ironic, London, 1982. Han taler om instrumental ironi (nogen er ironisk), og mærkbar ironi (ting som kan ses eller som præsenteres som ironisk). Jeg foretrækker Dorleijn og van Bovens inddeling af ironi, fordi de knytter det til tekstniveauer.
43
Politikens Nudansk ordbog med etymologi, 2001, s. 667.
44
Dorleijn og van Boven, 2003, s. 264.
45
Ibid., s. 263.
46
Ibid., Se også López’ undersøgelse af ”det komiske”. Hun konkluderer, at komisk ironi adskiller sig fra andere former af det komiske gennem sin fordækthed, López, s. 90.
47
Dorleijn og van Boven, 2003, s. 263.
48
som ingenting og spørger om penge, brøler Pollekes mor ”NEJ”.49 Pollekes mor overdrevne høflighed er snarere en advarsel, som Pollekes far ignorerer.
Booth adskiller verbal ironi fra litterær ironi. Verbal ironi kan ledsages af fagter,
intonation og ansigtsudtryk. Ved litterær ironi kan man kun beskrive disse ansigtsudtryk og intonation. En fordel ved litterær ironi er, at der er en”fastlagt” kontekst, der kan klargøre meningen.50 Et eksempel på det er, når Pollekes mor har en kanariegul kjole på. Hendes svigermor siger, at kjolen er pragtfuld. I bogen står der, at Pollekes mor siger glad: »Synes du?«, men at hun samtidig ser spidst på Wouter.51 I det rigtige liv kan man samtidig se den spidse mine og høre en glad intonation. Er der tale om skrift, så skal disse ytringer skrives ned efter hinanden. En fordel ved en skreven tekst er, at man kan bladre tilbage i den og opdage, at både Polleke og morens kæreste Wouter allerede havde sagt, at hun ser ud som en
kanariefugl. I det virkelige liv kan man ikke ”spole tilbage”, når man vil (gen)opdage konteksten.
Ovenstående afsnit viser, at ironi forekommer på flere niveauer. Jeg vil bruge Dorleijn og van Bovens situationelle og verbale ironi som overordnede begreber, fordi de giver nogle kendetegn for den slags ironi. Selvom de ikke giver udførlige beskrivelser af begreberne, er deres definitioner de mest håndgribelige i forhold til for eksempel Hutcheons syn på ironi, som er ikke er litteræ. Desuden findes ofte et ekko af adskillelsen mellem ironi på
narrativtniveau og på stilniveau i flere af de omtalte værker, såsom i Booth,Winner eller Hutcheon. Dorleijn og van Bovens syn på ironi, som har et litterærvidenskabeligt islæt, kan være en hjælp til at finde ironi i en litterær tekst. Desværre nævner de kun, at konteksten og vores viden om forfatterens værdisystem spiller en rolle, men de uddybber ikke disse aspekter. Det gør de heller ikke med hensyn til den affektive synsvinkel eller eventuelle ironiske signaler.
Ligesom andre forfattere synes Dorleijn og van Boven også, at man vover sig ud på tynd is, når man vil bestemme, om noget er ironisk eller ej.52 Selvfølgelig er der noget om det, at de fleste forskere er forsigtige med at definiere ironi. Heller ikke adskillelsen mellem verbal og situationel ironi er knivskarp. Verbal ironi betragtes ofte som intenderet, mens situationel
49
Kuijer, For evigt sammen, amen!, s. 27.
50
Booth, 1974, s. 93.
51
Kuijer, 2003, ss. 104-110.
52
ironi er baseret på en situation, som i første omgang ikke er ironisk intenderet (’det sker bare’).53
Ironi placeres i den her valgte litteratur ofte mellem løgn og metafor. Ironi og metafor er dog forskellige på grund af deres funktion og struktur. Hutcheon siger noget lignende med det differentiale aspekt: Ironi er ikke baseret på lighed mellem det sagte og det usagte, og derfor adskiller ironi sig fra for eksempel en metafor.54 En metafor fungerer hovedsageligt gennem at beskrive eller forklare noget. Ironi fungerer som et middel til at evaluere eller kommentere noget, især kritisk.55 En overensstemmelse mellem ironi og metafor er, at de begge ofte kræver at læseren skal rekonstruere de usagte betydninger, idet en bestemt ytring eller statement ikke lige kan accepteres på grund af dens bogstavelige mening.56 Winner siger, at ironi og metafor kan opfylde den primære funktion af den anden stilfigur. En metafor kan afsløre talerens holdning, men behøver ikke at gøre det. Ironi kan ud over at vise en holdning også tilføje nye oplysninger.57
Et andet begreb som også nævnes i forbindelse med ironi er sarkasme.58 Ironi og sarkasme er semantisk set beslægtede. Den danske ordbog definerer sarkasme som »en stærk ironisk eller spottende måde at udtrykke sig på«.59 En anden definition er »bitter eller bidende spot eller ytring af denne«.60 Forskellen mellem ironi og sarkasme er her især en gradsforskel, hvor sarkasme betragtes som en stærkere udtryk for, eller mere negativ form af ironi end ’normal’ ironi. López undersøgte begge begreber (på tysk og spansk) i en ordfeltanalyse med hensyn til det komiske. Hun konkluderer, at ironi og sarkasme virker på lignende måde i hendes
kommunikationsmodel, men at sarkasme er skarpere.61 Ikke al sarkasme er altså ironisk ment, og ikke al ironi er bidende som sarkasme. På grund af det er sarkasme kun relevant, når den er (stærkt) ironisk. 53 Hutcheon, 1995, s. 116. 54 Ibid., s. 64. 55 Winner, 1988, ss. 7-8. 56 Booth, 1974, s. 22. 57 Winner, 1988, s. 8. 58
Se for eksempel Winner, 1988, s. 29, eller Haakaposki, 2010, s. 136.
59
Politikens Nudansk ordbog med etymologi, 2001, s. 1188.
60
Van Dale Handwoordenboek Hedendaags Nederlands, 1996, s. 863.
61
3.3 Booths syn på ironi
Booth har udarbejdet en teori om stabil ironi. Han nævner fire kendetegn for, om noget kan betragtes som stabil ironi eller ej.62 Den første er, at ironi er intenderet. Det forudsætter, at ironien bliver hørt og forstået af andre mennesker med en vis nøjagtighed. Pollekes mor mumler »Hvor spændende«, når hun får at vide, at Wouters far var skatterådgiver. Hun mumler med vilje »hvor spændende«. Det andet kendetegn, som Booth nævner er, at al ironi er ”fordækt”, og derfor skal den rekonstrueres for at give mening. Man må finde ud af, hvad Polleke mor mener med »hvor spændende«. Hvis man siger det begejstret, kan man tale sandt. Man er dog tilbøjelig til at tro, at moren ikke mener det, blandt andet fordi hun mumler det. Som tredje kendetegn nævner Booth, at ironi er stabil. Når man engang har rekonstrueret meningen, er man ikke tilbøjelig til at finde en anden mening. Pollekes mor mumler, og spørger ikke om flere oplysninger om skatterådgiverskabet. Til slut er anvendelsen af stabil ironi endelig. Hvis det for eksempel ikke er klart, om ironien er intenderet, eller hvis det ikke er muligt at finde en mening, så er denne form for ironi sandsynligvis ikke stabil, eller er der måske overhovedet ikke tale om ironi.
Booth har også udarbejdet, hvordan man kan finde ud af om noget er stabil ironisk. Han siger, at der er tre skridt, man skal tage, når man vil undersøge om noget er (stabilt) ironisk. For det første afviser en læser den bogstavelige mening af en ytring. Det der siges, hænger ved nærmere betragtning ikke logisk sammen. Andet skridt er, at man bevidst eller ubevidst gennemgår alternative tolkninger af det sagte. Disse alternativer virker ikke i kombination med den bogstavelige mening af en statement. Efter det kan en læser - ved hjælp af sin viden om forfatterens livsholdning - bestemme, hvilken tolkning der er mest sandsynlig. Til slut må en læser rekonstruere meningen af en ironisk ytring.63
I Booths proces af genkendelsen af stabil ironi, får både signaler der findes indenfor og udenfor selve værket en plads. Han omtaler for eksempel »konflikter mellem holdninger«. Det betyder, at man bliver opmærksom hver gang der er strid mellem den holdning, som bliver vist, og de holdinger læseren har, og som læseren mistænker forfatteren for at have. Booth taler især om tro med hensyn til forfatterens litterære produktion. Kuijer tager for eksempel ofte børnenes synsvinkel som udgangspunkt. I en bog som Het geminachte kind (Det ringeagtede barn) fra 1980, men også i interviews, sætter Kuijer sig op imod de såkaldte
62
Booth, 1974, ss. 5-6.
63
problembøger fra 1970’erne.64 I disse bøger lå vægten på de problemer, et barn kan opleve i sit liv. Kuijer savner humor i disse bøger. Hvis man kender Kuijers holdning overfor den slags bøger, har det indflydelse på, hvordan man læser Polleke-serien. Men selvfølgelig kan der også findes en strid mellem fakta indenfor værket, såsom dramatisk ironi (konventioner). I dette tilfælde forsyner værket selv læseren med den viden, som er nødvendig for at kunne bestemme, om fortællerens uvidenhed deles af forfatteren. Først er Sofie en skuespiller i et teaterstykke, men senere deltager hun i det rigtige liv, uden at der klart, hvordan det gik til. Det kan opfattes som modstridende.
Booths teori om ironi diskuterer både stabil og ustabil ironi. Jeg skal ikke omtale ustabil ironi, idet jeg forsøger at finde nogle afsnit, som er klart ironiske. Denne ustabile ironi har også nogle kendetegn, men det går for vidt at omtale dem her. Det tjener heller ikke målet i denne opgave. En oversættelse er lettere at bedømme, når man er mere eller mindre enig i, hvad der er ironisk ved en bestemt passage eller begivenhed.
3.4 Hutcheons syn på ironi
Hutcheon har en lidt anden tilgang til ironi, selvom hun til dels har baseret sin teori på andre forskeres værker, såsom Booths ideer.65 Hutcheon redegør for, hvorfor hun synes, ironi ikke er en trope eller en holdning overfor livet, men en diskursiv strategi, der fungerer på
sprogniveauet (verbalt) eller formniveauet (for eksempel tekstligt).66 Det gør hun, fordi
sociale og interaktive dimensioner også udgør en del af forståelsen af ironi. Det betyder blandt andet, at ironi afhænger af en kontekst. Desuden skal man se nærmere på relationer mellem mennesker og deres ytringer, og den eventuelle tolkning af en ironisk ytring. Den intenderede betydning af en forfatter behøver ikke at være det samme som læserens tolkning.67 Der er også analytiske muligheder udenfor selve teksten, der kan støtte påstanden om, om noget er ment ironisk eller ej. Hutcheon taler her om ekstratekstuelle beviser for ironi.68
Hutcheon peger også på, at den sagte og usagte mening ikke lader sig adskille. Når man vil finde ud af, hvad den ironiske mening er, så skal man ifølge Hutcheon, tage tre aspekter i
64
Boonstra, 2009, s. 66.
65
betragtning. Disse aspekter er af relationel, inkluderende og differential art.69 Det relationelle aspekt betyder, at det sagte altid skal ses i sammenhæng med det usagte. En mening opstår kun, når denne relation er til. Hvis en læser for eksempel kun tager den bogstavelige betydning i betragting, så er der ikke tale om noget ’usagt’. I nedenstående eksempel er der tale om denne relation. Når Polleke er hos sin bedsteforældre, fortæller hun om Spieks rejse til Nepal.
”I Kathmandu går Gud simpelt hen rundt i gaderne,” fortalte jeg [Polleke]. ”Nåda?” sagde farfar spørgende.
(...)
”Jeg har også tænkt: Hvor har han dog været den sidste tid?” sagde farmor med et glimt i øjet. ”Men nu ved jeg det altså.”70
Farmor siger, at hun har allerede undret sig over, hvor Gud har været. Pollekes farmor mener det ikke alvorligt, som glimtet i hendes øjne viser. Den kristlige Gud er ofte temmelig
abstrakt, men farmor synes det morsomt, at Polleke tror, at han går på gaden i Nepal. Måske også fordi hun selv en gang imellem tvivler på, om Gud overhovedet er til. På grund af denne sammenhæng mellem det sagte og usagte opstår et samarbejde mellem den bogstavelige og den ironiske mening, som ikke altid behøver at være i modstrid med hinanden. Dette aspekt kalder Hutcheon for inkluderende. Man kan knytte den bogstavelige betydning til den
overførte betydning. Farmoren kan spørge sig selv i overført forstand, hvor Gud har været den sidste tid. Den bogstavelige mening af, hvor Gud er,virker ironisk. Det sagte og det usagte danner en tredje betydning. Med differential mener Hutcheon, at der er forskel på det, der siges, og det, der menes, men at der ikke nødvendigvis opstår en modsætning mellem det sagte og det usagte. Personificeringen af Gud, der går på gaden, står ikke direkte i
modsætning til farmorens mening med det sagte (at nogen for eksempel kan tro at Gud simpelt hen går på gaden i Nepal ligesom mennesker).
Ironi betragtes som kulturspecifik.71 Man skal opfatte kultur i bred forstand her, for eksempel som hollandsk kultur (hvad det end må være), men det kan for eksempel også handle om ungdomskultur og ungdomssprog. Desuden skal man ikke kun forstå konteksten,
69
Hutcheon, 2005, ss. 58-65.
70
Kuijer, Hvis bamser kunne tale, s. 25.
71
men man er også knyttet til visse antagelser og positioner indenfor konteksten.72 Hutcheon taler i dette tilfælde om et diskursivt fællesskab. Medlemmer af sådan et fællesskab har en del viden, tro, ideologier og antagelser til fælles, der gør, at en ironisk tolkning er muligt.73 De ved ikke kun, hvordan kommunikation i almindelighed virker indenfor en gruppe, men også hvordan visse antagelser kommer til live med hensyn til identitet og deltagernes sociale status.74 Dette diskursive fællesskab kan til dels overlappe med en kontekst. Konteksten er her en (muligvis ironisk) tekstdels tekstuelle og intertekstuelle omgivelser.75 En læser kan for eksempel synes, at Lange Wappers tale er ironisk, fordi det viste sig i et tidligere kapitel, at Lange Wapper ofte spøger. Et diskursivt fællesskab handler også om viden udenfor
konteksten. Ordet ”guldgraver” bliver ikke nævnt om Annabella, men på grund af hendes opførsel kunne hun passende få dette øgenavn. Man kan også tilskrive Annabella nogle egenskaber med hensyn til hendes ”guldgraverstatus”, som ikke nævnes i bogen, men som har at gøre med det diskursive fællesskab en læser tilhører.
En forskel mellem Hutcheon og Booth er, at Booth leder efter noget, som er stabilt. Booth mener, at en forfatter antager, at en læser har en bestemt kapacitet og viden, der sørger for at forfatteren ikke behøver at forklare de delte og hemmelige sandheder med læseren.76 En læser er selv i stand til at rekonstruere, hvad en forfatter mener, fordi han ved, hvordan forfattere arbejder. Hutcheon leder ikke så meget efter en rekonstruktion af en (intenderet) ironisk ytring. Hun taler især om hvilke faktorer, der sørger for, at ironi overhovedet bliver mulig. Selvfølgelig må man på et tidspunkt bestemme, om man synes, noget er ironisk eller ej. Booths tre skridt med hensyn til analysen af stabil ironi kan være en hjælp. Selvom Booths og Hutcheons udgangspunkter er forskellige, leder de begge efter henvisninger i konteksten. Desuden spiller fællesskabet, hvor ironi forekommer en vigtige rolle.
Booth tager også en anden rute med hensyn til fortolkningen af ironi. Ifølge Booth er der to spørgsmål en læser bør stille sig med hensyn til ironi.77 Det første er: Hvad er mine tidligere erfaringer med denne moral eller intellektuelle postition? Det andet er: Hvad ved jeg om de livsholdninger en forfatter har? Ligesom Hutcheon er Booth sig bevidst, at disse
udgangspunkter ikke er absolutte. Men, siger han, i praksis leder vi (ubevidst) efter
anvisninger eller efter bevis fra omgivelserne, som somme tider gør at de er en bekræftelse af vores formodning om, at der er tale om ironi.
3.5 Ironi og børnelitteratur: ambivalens
Læsningen af børnelitteratur er ikke forbeholdt børn. Tværtimod. Det er for eksempel ofte voksne, såsom udgivere, pædagoger, forældre, der bedømmer børnebøger. Det har som følge, at en børnebog har både voksne og unge læsere. Det, at en tekst kan rette sig mod to
forskellige læsegrupper, der kan have forskellige forventninger af til den, kalder Shavit for tekstens ambivalente status.78 I hendes definition opretteholder tekster synkront (altså på et vist tidspunkt) en ambivalent status i det litterære polysystem. Det litterære polysystem handler ikke alene om de forskellige litterære genrer der findes. Der findes også bestemte skrevne eller uskrevne regler, der bestemmer, hvilken plads et værk får indenfor det bredere felt ’litteratur’. Grænserne mellem forskellige genrer er dog ikke altid klare, og det betyder for eksempel at visse tekster hører til flere (litterære) systemer samtidig.
En forfatter kan have en bestemt læsergruppe for øje, når han skriver en bog. Det betyder ikke, at alle personer i denne gruppe læser bogen. Den implicitte læser behøver altså ikke altid at være den reelle læser.79 Den reelle læser er den, der virkligt læser bogen, mens den
implicitte læser er den læser, en forfatter har for øje. Denne læser har en bestemt ideologi og holdning.80 En forfatter kan godt skrive en bog for børn på cirka 6-8 år, men hvis især ældre børn læser bogen, så er der ikke overensstemmelse mellem den implicitte læser og den reelle læser. Det kan have som konsekvens, at yngre børn ikke forstår ironien i en bog, eller at ”for gamle” læsere (voksne) kan have stor indflydelse på, hvilke børnebøger bliver populære.
Det kan være interessant for en forfatter, at skrive en ambivalent tekst.81 Når han henvender sig til både voksne og børn, er der mulighed for, at teksten accepteres i to systemer: det bredere litterære felt og børnelitteraturen. Ifølge Shavit kan voksne godkende sådan en ambivalent tekst på grund af dets ”avancerede” niveau (for børn tilføjer hun). Selvom børn måske ikke helt forstår sådan en tekst, siger Shavit, kan en forfatter befæste sin plads indenfor børnelitteraturen og desuden sikre sig en høj status. Men ikke alene det, tilføjer
78 Shavit, 2000, s. 100. 79 Se også Nikolajeva, 2004, ss. 146-147. 80
Herman og Vervæck. Vertelduivels. Handboek verhaalanalyse, Antwerpen, 2009, s. 28.
81
hun. På grund af bogens avancerede niveau, kan sådan en bog gøre op med nogle af de normer, der dominerer i det litterære system, uden at det skader forfatterens ry eller tekstens status.82 Snarere tværtimod i tilfældet af Pelgroms Kleine Sofie en Lange Wapper. Bogen viser på en næsten voksen måde ’hvad livet har at byde på’. Flere emner, såsom død og
uretfærdighed omtales i bogen. Bogen kritiseres på grund af indholdet, men fik alligevel flere priser.
Den ambivalente status opnås - ifølge Shavit- gennem en dobbelt læsning.83 Den ene læsning er ment for børn, og i overensstemmelse med de konventioner, en forfatter af en moderne børnebog skal tage hensyn til. Den anden læsning gælder en mindre etableret model, og voksne skulle være i stand til at forstå både den konventionelle og den mindre
konventionelle model. Hun siger, at det er muligt, netop fordi de to modeller normalt
udelukker hinanden. En forudsætning for en dobbelt læsning er, at en forfatter skriver en tekst med to slags implicitte læsere (både voksne og børn).84 Hermed adskiller ambivalente tekster sig fra andre tekster som har én impliceret læser og én ideel læsemåde. Idet yngre børn ofte ikke forstår ironi (se afsnit 3.2.2), kan denne ambivalens også opnås ved hjælp af ironi. Faren er, at børn ikke synes, disse bøger er interessante.
Shavit peger på, at den positive vurdering, som ambivalente tekster får, ikke siger så meget om teksternes status i det litterære system. En børnebog er og bliver en god bog indenfor kategorien ’børnelitteratur’. Ud over det er den mindst konventionelle læsning af den ambivalente tekst ofte et eliteprojekt.85 Det vil sige, at kun en øvet læser kan gennemskue bogens litterære kompleksitet og bestemme, om den har litterær kvalitet. En tiltalelse af et dobbelt publikum bidrager altså til at en børnebog bliver populær. Et middel til at opnå en dobbelt læsning er brugen af intertekstualitet i Kleine Sofie en Lange Wapper. Kongen i bogen sender nogle musikere fra orkestret bort, fordi han mener at høre nogle falske toner. Pelgrom siger, at hun blev inspireret af en historie om Stalin, som gjorde det samme. Selvom børn også kan have denne viden, har voksne ofte mere livs- og læseerfaring. En voksen kan genkende denne historie eller læse om det i en anmeldelse, noget som børn ofte (endnu) ikke gør.
Pelgrom bebrejdes for, at hun snarere skriver for voksne end for børn.86 Selv siger hun, at hun skriver børnebøger, men hendes bøger er åbenbart også interessant for et voksent
publikum. Litteraturforskeren Wijma læste juryrapportene, børn skrev om Kleine Sofie en Lange Wapper i forbindelse med Gouden Griffelprisen.87 Ifølge hende læste langt de fleste børn (10-12 år) bogen på et konkret niveau, altså bogstaveligt. Derfor forstod de for eksempel ikke, hvorfor Sofie passede ind i det lille teater. De syntes, at bogen var kedelig eller
mærkelig. Wijma læste ikke de voksnes juryrapporter, men hun peger på, at mange anmeldere havde en positiv holdning overfor bogen, og at disser anmeldere læste bogen på det mere abstrakte niveau. Det vil sige at det for eksempel ikke tog Sofies rejse bogstaveligt, men som en rejse på overført forstand.
3.6 Ironi og børnelitteratur: tilegnelsen af ironi
Afsnittet om ambivalens viste, at det er vigtigt for en voksen forfatter at holde øje med det dobbelte publikum en børnebog kan have (børn og voskne). Denne dobbelte læsning kan også sørge for at voksne, der har et forspring med hensyn til livs- og læseerfaring, forstår ironi på en anden måde end børn. Winner har undersøgt, hvordan børn tilegner sig ironi og
metaforer.88 Det er ikke meningen at beskrive hele denne (kognitive) proces, men det kan være interessant, at have nogen baggrundsviden om det med hensyn til forståelsen og oversættelsen af ironiske ytringer i børnebøger.
Det kan være svært for et barn, at bestemme om en ytring er ironisk. Når der ikke er oplysninger til stede, der peger på det modsatte, går et barn ud fra at en ytring bliver ment bogstaveligt. Ironi er et temmelig kompliceret fænomen, og Winner forklarer det som følger: Hvis nogen laver en fejl, mens han taler, så behøver et barn kun at huske fakta, for at opdage at den talende laver en fejl. ’Fakta’ er her det, et barn ved fra det virkelige liv. Måske findes blå jordbær, men dem man køber i supermarkedet eller i grønthandleren er oftest røde. Hvis nogen siger, at jordbær er blå, så behøver man kun at huske, at de er røde. Hvis barnet skal bestemme, om der er tale om en løgn, så skal et barn ud over fakta også have viden om den
86
Boonstra, B., “Wat er in het leven te koop is: het werk van Els Pelgrom”. I: Ons erfdeel, 1992 (5), ss. 711-717. Se også Wijma, M., “Sofie past toch niet in dat theatertje? Kinderen over Kleine Sofie en Lange Wapper”, I: En
nu over jeugdliteratuur, 1985 (12), ss. 142-143.
87
Wijma, 1985, s. 142-143.
talende selv. Hvis nogen siger, at der findes blå jordbær, så skal man vide mere om den talende og bedømme dens opførsel. For selvom man aldrig har set blå jordbær, kan de godt være til. Barn må på grund af den viden de har om en person bestemme, om han eller hun lyver eller taler sandt. Hvis man vil bestemme om en ytring er ironisk, skal fakta og viden om den talende suppleres med anvisninger om den talendes holdninger og intentioner.89
Ifølge Winner må man tage tre skridt, hvis man vil forstå ikke-bogstaveligt sprog.90 Først skal man kunne fornemme, at en udtalelse ikke er bogstaveligt ment. Næste skridt er, at man registrerer en relation mellem det sætningen selv betyder, og den betydning den talende vil formidle. Sidste skridt er, at man har en ide om, hvad den talendes intentioner er med en ytring. Selvom ironi handler om ikke-bogstaveligt sprogbrug, er der forskel med hensyn til tilegnelsen af disse fænomener. Det viste sig i Winners undersøgelse, at det første skridt er sværest at tage med hensyn til ironi. Det vil sige, at yngre børn (op til 6 år) troede, at den talende selv også troede på det han sagde, eller de troede at den talende løj.91 Børn er sig ofte bevidst, at det der siges, ikke kan menes. De løser dette problem gennem at fordreje den talendes holdning eller den talendes intentioner. Når børn får at vide, at det sagte ikke er bogstaveligt ment, så følger Winners skridt to og tre ofte automatisk.92 Det vil sige, at når børn forstår at en bemærkning ikke er bogstaveligt ment, så forstår de oftest også, hvad en ytring betyder, og hvad den talendes intentioner med ytringen er.
Ligesom Booth mener Winner, at det er vigtig for forståelsen af ironi, at finde ud af, hvad den talendes kommunikative mål er.93 Winner taler her om de overbevisninger, en person har. Når man tilskriver nogen en bestemt overbevisning om den objektive verden, er der tale om førstehåndstro (firstorderbelief). Når man tilskriver nogen en holdning overfor om en anden persons overbevisninger, så er der tale om andenhåndstro (secondorderbelief).94 Hver form for intenderede løgne kræver andenhåndstro, både i produktionen og identifikationen af dem. Børn fra 5 til 8 år laver fejl, når de tilskriver andenhandstro til personer i en historie. Et eksempel på, hvad Winner mener, kan illustreres med en passage fra Polleke-serien. Pollekes far Spiek siger efter en bøn:
”Hvad er det dog du siger?”sagde farfar.”Det har jeg aldrig før bemærket”. Spir er såmænd sød nok, men somme tider har jeg lyst til at slå ham.95
Hvis man spørger et barn i denne aldersgruppe: ’mener Pollekes farfar, hvad han siger?’, så vil de sandsynligvis forsøge at finde en løsning på spørgsmålet om det sagte menes eller ej. I ovennævnte eksempel vil de sandsynligvis synes, at det er mærkeligt, at farfaren siger sådan, for han er stærkt troende. Her må de tilskrive Polleke en overbevisning om farfarens
livsholdning. Selvom disse børn kan opdage en inkongruens mellem det der siges, og det der menes, har de svært ved at bruge andenhåndstro. Desuden er det mærkeligt, at far og søn ikke ved, hvad den anden tror på (taget konteksten i betragtning). Farfaren er jo stærkt troende. Børn falder i disse tilfælde tilbage på førstehåndstro, og betragter farfarens udtalelse som en fejl. Det forekommer også, at de bruger den forkerte andenhåndstro og betragter en udtalelse som en løgn. Nok har Polleke skrevet farfarens svar korrekt ned, men hun ved jo godt, at farfar er troende.
I denne opgave handler det om ironi i en børnebog, og derfor spiller fagter og intonation en underordnet rolle. I en bog kan de kun gengives på skrift. Winner peger på, at børn i dette tilfælde skal finde andre tegn på, at der er tale om ironi, såsom: Har den talende løjet før? Er der en mulig grund til at lyve? Ved den talende det samme om en bestemt situation som den, der er tilhører?96 Ironi forlanger at barnet finder ud af, hvad en anden persons holdninger er. Selvom det er muligt for børn at fundere over sine indre tilstande og motiver (følelser), foretrækker de, at rette sig mod ydre (synlige) motiver. Det gør de indtil de er cirka 11 år.97 Winner konkluderer, at det endnu ikke er en selvfølge for yngre børn at tage hensyn til andres indre motiver. Det er en metakognitiv evne, som man først udvikler i en senere alder.98
Matthews er ikke helt enig i, at børn først forstår ironi, når de er cirka 11 år. Ud over kritikken med hensyn til Winners tilgang, synes han endvidere, at hendes resultater især gælder sarkastisk ironi.99 I bøgerne, som Matthews undersøgte, var der også tale om ironi, der havde en del til fælles med dramatisk ironi.100 Den slags ironi, siger han, forstår børn på cirka 4 år allerede, fordi den virker på en lidt anden måde end i Winners undersøgelser. Matthews tilgang er filosofisk, og udgangspunktet er kausalitet. Han introducerer begrebet
95
Kuijer, Det er fint at være til, s. 106.
Philosophical Story Ironi, som er en slags filosofisk formel, der gengiver en rute til muligvis ironisk tolkning.101 Min forenklede gengivelse af Matthews formel er: Den slags ironi findes når der er en påstand (p). Ifølge for eksempel en figur i historien er denne påstand sand (1), selvom vi, som publikum, forstår at det, der bliver påstået, ikke er påstanden (2). Vi er ikke i stand til at finde en nyttig forklaring på, hvorfor nogen vil tro at påstanden (i 1) er sand, uden klargøring af (filosofiske) koncepter med hensyn til de begreber, der bruges i påstanden (3). Et eksempel: Lange Wapper har taget fugleskræmslens tøj på, da han ville stjæle mad fra storbonden.102 Vagthunden er mistroisk. Derfor forsøger Lange Wapper at berolige den. Han siger til bondens vagthund: »Hvis alle gjorde deres pligt lige så godt som du, ville verden være bedre at leve i«. Følger man Matthews formel, så tror hunden, at den bliver rost på grund af sin pligtfølelse (1). Vi som publikum ved, at Lange Wapper ikke mener denne ros (2). Vi er ikke i stand at give en god forklaring på, hvorfor nogen vil tro, at Lange Wapper taler sandt, uden at man ser nærmere på problematiske koncepter, såsom ros.
Det går for langt her, at omtale hele denne filosofiske tilgang. Interessant er, at der ikke tales om ironiske indikatorer, men om en filosofisk argumentation. Man leder ikke så meget efter en ironisk indikator, såsom overdrivelse, men snarere efter et begrebs betydning i en kontekst (kausalitet). Denne måde at betragte ironi på, har en del til fælles med Booth tre trin, som omtaltes ovenfor. Selvom Booth ikke tager meget hensyn til det filosofiske begreb kausalitet, ser han også nærmere på, hvilken af de alternative tolkninger er den mest sandsynlige. Matthews formel præsenteres i første omgang ikke som et hjælpemiddel til at bedømme, om noget er ironisk eller ej. Men man skal ikke alene lægge mærke til de ironiske indikatorer. Sagen er også, at man kan forklare hvorfor noget er ironisk. Matthews måde at ræsonnere på, kan hjælpe med at identificere dramatisk ironi.
3.7 Ironi og børnelitteratur: fortæller og synsvinkel
Med hensyn til ironi kan det gøre forskel, hvem der fortæller historien, et barn eller en voksen. I Polleke-serien er Polleke jeg-fortæller. Sådan en fortæller strukturerer selv fortællingen. En jeg-fortæller er subjektiv, og det han eller hun fortæller, bliver farvet af
101
Matthews, 2005, s. 91.
102
personens karakter og humør.103 Når jeg-fortælleren er et barn, må en forfatter underlægge sig denne jeg-persons forestillingsverden og sprog. Et barn har en begrænset livserfaring, evne til selvreflektion og et mere begrænset begrebsforråd. Faren ved det, siger Weinreich, er, at denne jeg-fortæller opfører sig for voksent.104 Og det er netop hvad en anmelder anklager Pollekes digte for at være.105
Dorleijn og van Boven peger på, at historier med et barn som fortæller også kan virke ironisk.106 En (voksen) læser bliver på denne måde tvunget til at følge det barnlige syn på begivenhederne, men samtidig tager en voksen læser sin egen livserfaring med. I modsætning til Shavit, omtaler Dorleijn og van Boven ikke børnebøger. Alligevel er ikke alene læseren vigtig (børn eller voksne), men også hvem der fortæller (et barn eller en voksen).
En anden type fortæller end jeg-fortælleren er den alvidende fortæller. Den alvidende fortæller kan have stor indflydelse på fortællingen, og den havde tidligere ofte et didaktisk islæt.107 I slutningen af 1900-tallet forekommer denne fortæller stadig, selvom den havde tabt autoritet. Den alvidende fortæller viste børn ikke længere, hvordan de burde opføre sig. Alligevel bruges den alvidende fortæller for eksempel stadig i værker med metafiktive træk, hvor en fortæller omtaler skabelsen af værket.108 Når en fortæller er mere skjult, associeres den ofte med forfatteren (som dog ikke er samme ”person”). Desuden er læsere ofte ikke tilbøjelige til at drage den alvidende fortællers autoritet i tvivl.109 En tredje typer er en
personal-fortæller. På den ene side ved fortælleren, hvad en person tænker, på den anden side lader fortælleren personen selv opleve begivenhederne. Personal-fortælleren befinder sig ’mellem’ jeg-fortælleren og den alvidende fortæller. Man får at vide hvad personen tænker, men synsvinklen kan skifte mellem flere personer.
Den ironisk fortæller i børnebøger er næsten altid en voksen, siger Nikolajeva.110 Hun introducerer også begreget ironisk jeg-fortæller. Den type fortæller ser sine egne svagheder og kommenterer dem. En såkaldt naiv eller ikke-ironisk fortæller er ikke i stand til at bedømme begivenhederne omkring sig eller andres opførsel og ytringer. En voksen forfatter må i en jeg-fortælling tage afstand fra sin voksne tænkemåde og erfaringer. Derfor er en jeg-fortæller,
103 Weinreich, 1999, s. 69. 104 Ibid., s. 70. 105
Akveld, 2002, s. 121. Se også fodnote 50.
106
Dorleijn en van Boven, 2003, ss. 263-264.
som er et barn, i princippet altid ikke-ironisk. Desuden er sådan en jeg-fortæller også
upålidelig på grund af manglende livserfaring. En følge af det, siger Nikolajeva, er, at et barn der fortæller ikke kan fungere som direkte talerør for den voksne forfatters idéer. Derfor er disse bøger ikke på samme måde didaktiske, som i den traditionelle børnelitteratur. En læser må drage sine egne konklusioner.
Det sker, at forfattere tiltaler den voksne læser over barnets hoved, og bruger sin viden på bekostning af barnet. Bøger fra 1800-tallet havde ofte denne tendens.111 I det valgte korpus derimod kommer engang imellem voksnes ufuldkommenheder til syne. I Polleke-serien beskrives der voksne, der kan være ligeså barnlige eller lunefulde som børn. I Kleine Sofie en Lange Wapper vises der også voksne, der opfører sig egoistisk. Der er selvfølgelig forskel på, at der i den ene bog er en jeg-fortæller på 11 år, og en ikke nærmere identificerbar
personalfortæller i den anden. I Polleke-serien ser læseren verden gennem Pollekes øjne, og derfor er der en mere barnlig fortællemåde end i Kleine Sofie en Lange Wapper. Polleke siger for eksempel: »De voksne er altså så barnagtige! De siger så tit nej til mig. Hvis jeg en enkelt gang siger nej, sætter de sådan et ansigt op!«112 I Kleine Sofie en Lange Wapper findes disse personlige meddelelser ikke.
Det er ikke alene vigtigt at vide, hvem der fortæller. En historie kan betragtes fra
forskellige perspektiver eller synsvinkler. En stemme er en instans, som taler i teksten. Med synsvinkel menes den instans, gennem hvis øjne man som læser oplever begivenhederne.113 Det mod- og sammenspil af forskellige synsvinkler tillader for eksempel manipulering af den bogstavelige synsvinkel et barn har, og den overførte betydning (såsom ironisk) en voksen knytter til en ytring.114 Om ironi virker afhænger også af mellem hvem disse ironiske ytringer udveksles: er der tale om ironi mellem børn og voksne i bogen? Eller forekommer ironi kun mellem voksne, idet Winner peger på, at børn først forstår ironi, når de er cirka 11 år? Kan der overhovedet være tale om ironiske ytringer mellem børn i en bog? Og hvilken rolle spiller en læser, der befinder sig udenfor bogen? Skal jeg beskæftige mig med den slags ironi, når en forfatter retter sig mod børn?
I Kleine Sofie en Lange Wapper er det ofte ikke klar, hvem der fokaliserer (har
synsvinklen), Sofie eller fortælleren. Når man vil bedømme, hvorvidt noget er ironisk ment eller ej, så må man se nærmere på, hvem der fokaliserer og hvem der fortæller. Der kan for
111
Nikolajeva, 2004, s. 147.
112
Kuijer, For evigt sammen, amen! 2001, ss. 180-181.
113
Nikolajeva, 2004, s. 167.
114
eksempel være tale om ironiske ytringer mellem romanfigurer, men der kan også være tale om en ironisk effekt mellem den holdning en læser har, og en holdning som en romanfigur eller forfatter har.
3.8 Ironi og oversættelser for børn
Når der tales om oversættelsesstrategier, adskiller man ofte makrostrategier og
mikrostrategier. Makrostrategier har at gøre med valg på et temmelig alment og abstrakt niveau. En oversætter kan for eksempel vælge en målsprogsrettet strategi, men kan også lægge vægt på kildesprogets rolle.115 Når man skal formidle et budskab fra et sprog til et andet, er man nødt til at træffe bestemte valg. Disse valg findes især på mikroniveau, såsom sætninger eller ord.116 Spørgsmålet er, hvilken makrostategi og hvilke mikrostrategier man skal vælge med hensyn til noget så specifikt som ironi (i børnebøger).
Haapakoski mener, at det, Hutcheon kalder for det relationelle aspekt er mest interessant med hensyn til oversættelse.117 Det relationelle aspekt indeholder her ikke kun relationen mellem det sagte og det usagte, men også mellem mennesker (ironisten, fortolkere og ofret for ironi). Haapakoski peger på, at relationen mellem disse faktorer bliver endnu mere
kompliceret, fordi en oversætters rolle altid er dobbelt. Hun skal først tolke ironien i
kildeteksten. Efter det er hun ironisten, fordi hun skal (gen)skabe en ironisk effekt, der virker i målteksten.
Shavit har beskæftiget sig med børnelitteraturens position indenfor det litterære system. Ifølge hende bestemmer børnebøgernes status i det litterære system stortset også, hvordan børnebøger bliver oversat.118 I dag bliver bøger i oversættelse indenfor det voksne
kanoniserede system ofte ikke forkortet. På grund af børnelitteraturens perifere position indenfor det litterære system, siger Shavit, har oversættere af børnelitteratur en større frihed med hensyn til oversættelsen.119 Denne frihed har oversættere også ofte, når det gælder ikke-kanoniserede bøger i det voksne litterære system. Desuden handler oversættelse af
115
Schjoldager, A., Understanding Translation, København, 2008, s. 71.
børnelitteratur ofte om de eksisterende modeller i målsproget.120 Det betyder, at en oversætter tilføjer eller udelader elementer i en oversat tekst for at få den accepteret på målsproget. Shavit knytter det til tendensen i børnelitteratur om, at man kun accepterer det konventionelle og det velkendte.
Selvom Shavit tilskriver en oversætter af børnelitteratur en større frihed, er der to principper som en oversætter skal være opmærksom på, når hun vil have, at bogen bliver accepteret som en oversat tekst for børn.121 For de første skal en oversætter tilpasse teksten for at gøre den egnet og nyttig for børn. Hvordan hun gør det afhænger blandt andet af synet på barnet, og hvad man synes er lærerigt for barnet på et vist tidspunkt. Desuden kan en
oversætter tilpasse et plot, sproget eller karakteristikken til de herskende sociale normer, hvad angår barnets læseformåen og tekstforståelse. Hvilke af de to principper der får en
fremtrædende plads afhænger af synet på barnet. I dag lægger man især vægt på det andet princip.122
Hvis disse to principper ikke er i harmoni med hinanden, så kan en tekst indeholde modstridende egenskaber. En oversætter kan på den ene side forkorte en tekst, og gøre det lettere for børn at læse den. Men på den anden side skal en oversætter også sørge for at teksten hænger sammen, så børn kan forstå den.123 Et andet eksempel på modstridende egenskaber indenfor en tekst er døden som emne i børnelitteratur.124 På den ene side kan et barn forstå en tekst som handler om døden, på den anden side kan døden være tabubelagt i børnelitteratur, for omtalen kan betragtes som skadelig for børnenes mentale velbefindende. Dette er åbenbart ikke tabu i mit korpus.125 ”Døden” er et emne, der findes både i Kleine Sofie en Lange Wapper og i Polleke-serien. I Kleine Sofie en Lange Wapper dør Sofie i slutningen af bogen, men ikke før hun får at vide, hvad livet byder på. Pollekes farfar dør af en sygdom i slutningen af 4. del.
Oversættere kan vælge en målsprogsrettet eller en kildesprogsrettet strategi. Det betyder ikke, at der konsekvent vælges en målsprogsrettet strategi eller kildesprogsrettet strategi hele teksten igennem. Her spiller begge Shavits principper en rolle. Både Øster og Shavit peger på,
120 Shavit, 2006, s. 28. 121 Ibid., s. 25. 122 Ibid., s. 27. 123 Ibid., s. 34. 124 Ibid., s. 26. 125
at oversættere ofte vælger en målsprogsrettet strategi med hensyn til ironi.126 Haapakoskis undersøgelse om oversættelsen af nogle bøger fra den østrigske Christine Nöstlinger viste, at der også kan vælges en mere kildesprogsrettet strategi. Det gjorde blandt andet den finske og svenske oversætter. Haapakoski siger dog om det, at det ikke altid er den bedste strategi til at formidle ironi på.127 Når man følger kildesproget på nært hold, går man let glip af en del af den ironiske ladning. Det skyldes blandt andet at (næsten) det samme ord kan have forskellige konnotationer på forskellige sprog.
Shavits, Østers og Haapakoskis undersøgelser viste, at oversættere bruger forskellige mikrostrategier med hensyn til ironi. For det første kan en oversætter for eksempel udelade nogle ironiske passager. Shavit har undersøgt, hvordan oversættere tilpassede klassikere som Gulliver’s Travels og Tom Sawyer til et målsprog som hebræisk.128 Hun konkluderer, at oversættere ofte stryger satiriske fragmenter i Gulliver’s Travels. I Tom Sawyer findes der nogle ironiske fragmenter, der ikke retter sig mod børn, men snarere mod voksne læsere.129 Oversætteren udelod ofte disse fragmenter, især når disse fragmenter ikke direkte bidrog til historiens plot.
Der ud over siger Shavit, kan oversættere ikke altid lide, at gengive ironiske holdninger overfor livet og voksne, der ikke er i overensstemmelse med de herskende normer man synes, børn skal tilegne sig gennem litteraturen. Man retfærdiggør ofte udeladelsen af ironi ved at antyde at »den slags sofistikerede holdninger, der kræver en todimensional konfrontation ikke kan forstås af børn«.130 Det samme signalerer Øster. En oversætter har muligvis fjernet det ironiske i Andersens eventyr, fordi han ikke syntes, det var passende til børn.
En anden måde at oversætte ironi på, er ved hjælp af tilføjelser. Haapakoski undersøgte hvilken slags tilføjelser, der bruges med hensyn til oversættelsen af ironi, og om disse
tilføjelser i målsproget øgede muligheden for, at unge læsere kunne opdage, fortolke og forstå ironi.131 I Haapakoski’s undersøgelse spillede disse tilføjelser tre roller.132 For det første fungerer de som ekstra indikatorer, og derfor bliver det lettere for målsprogets læsere at lægge mærke til ironien. Disse indikatorer var ofte ”traditionelle” indikatorer såsom underdrivelse.
126
Øster, A., ”Hans Christian Andersen’s Fairy Tales in Translation”. I: Children’s Literature in Translation.
Challenges and Strategies, Collie, J. Van, og Verschueren, P. (red.), Manchester, 2006, s. 48, og Shavit, 2006, s.
