Kapitel 5. Analysen
5.2 Ironi i Polleke-serien
Begivenhederne i Polleke-serien bliver beskrevet mindre tungt end i Kleine Sofie en Lange Wapper, selvom der også er tale om emner såsom misbrug eller døden i Polleke-serien. Det skyldes blandt andet at Polleke-serien er en jeg-fortælling, og i bogen er der ikke kun voksne, men også andre børn med. Desuden skal nævnes at Pollekes dagbog strækker sig over flere år. Selvom Polleke-serien ikke kan betragtes som en såkaldt udviklingsroman, bliver Polleke klogere på nogle ting i årenes løb. I begyndelsen af serien taler hun for eksempel om sin far, der er digter. Det vil ikke sige at Polleke ikke vidste inderst inde, at faren løj om sit
digterskab. Senerehen får man at vide, at Pollekes far ikke skriver digte, og at han er på stoffer.
Der er i Polleke-serien flere gange tale om en modsigelse mellem det, der siges, og det der menes. Det er ofte tale om et venligt svar eller spørgsmål, som ledsages af en spids mine eller et farligt glimt i øjnene. Især Pollekes mor er god til det. Wouter fortæller Pollekes mor at han vil spise hos sin egen mor i stedet for hos Pollekes mor. Polleke skriver: »Hun kastede et blik hen til mig. Hun havde et farligt glimt i øjnene. ”Du har åbenbart et fint forhold til din
171
Der refereres til det hollandske udtryk »Maak je niet dik, dun is de mode« (bogstaveligt: Gør dig ikke tykt, tyndt er på mode), fragmentet findes i Pelgrom, 1986, s. 27-28. Se også bilag 1, fragment 1.
172
Pelgrom, 1986, s. 26.
173
mor?”«.174 Det handler ofte om en indikator af litterær ironi her, for fagter, miner og tone er trykte ord i kombination med en udtalelse af en af figurerne i bogen.
Den slags modsigelser mellem det der siges, og det der menes kan kombineres med andre ironiske indikatorer såsom med skråskrift. Pollekes far Spiek beslutter sig at have en slags østerlandsk kjole på, som man også har på i Nepal. Når Polleke og Spiek er på besøg hos farfaren, som er på hospitalet, står der:
Jeg [Polleke] så et drillende smil på farfars ansigt. ”Gert, min egen dreng,” sagde han så, ”du ser bedårende ud.”
Et øjeblik var jeg bange for, at Spir ikke syntes, at det ”bedårende” var spor sjovt, men han skraldgrinede. ”Det gør du også, far,” lo han. ”Det er en yndig lille pyjamas, du har på.”175
I dette afsnit er der flere indikatorer, der kan bidrage til den ironiske tolkning: det drillende smil på farfars ansigt, ordet »bedårende«, der står i kursiv, Pollekes bekymring for, at Spiek ikke synes, det er sjovt og til slut Spieks svar med den yndige pyjamas. Måske driller eller spotter farfar bare, men det kan også opfattes ironisk. Farfaren mener ikke det, han siger, der er en affektiv konnotation. Farfarens bemærkning har en lidt negativ tone, hvis man tager det anspændte forhold mellem far og søn i betragtning.
I øvrigt viser eksemplet, at en ironisk indikator ikke altid kan tolkes på én måde. At ordet »bedårende« står i kursiv, er ikke et entydigt ironisk signal. Hvorfor står det i kursiv? Er det farfarens intonation, som gengives? Har det at gøre med volumen? Eller er det bare et hint fra forfatteren til bogens læsere at opfatte »bedårende« som drillende eller ironisk? Kursivskrift har ikke nødvendigvis en ironisk funktion i Polleke-serien. Pollekes digte og breve står i kursiv, men de er oftest ikke ironiske. Et ord eller sætning står også i kursiv, når Polleke vil lægge vægt på et ord eller når hun synes, et bestemt ord er mærkeligt. Efter at Polleke havde steget ind i en bil af en fremmed mand (og sprang ud af den), er moren bekymret for Polleke. Hun bliver hjemme, og Polleke spørger hvorfor hun ikke tager afsted. Moren svarer: »Fordi alle siger, at der kommer en reaktion. Og så vil jeg være hos dig«.176 Ordet reaktion er ikke ironisk ment, Polleke bliver snarere opbragt over, at alle taler om en reaktion, der åbenbart ikke vil komme.
174
Kuijer, 2003, For evigt sammen, amen!, s. 28. Se også eksemplet på s. 11 med hensyn til det spidsige blik fra Pollekes mor.
175 Kuijer, Med vinden til havet, s. 51.
176
Det eksempel illustrerer, hvorfor det ofte ikke er en let opgave at gøre rede for den ironiske ladning af en indikator. Man kunne også have valgt for anførelsestegn i stedet for kursivt skrift, idet anførelsestegn tilskrives en ironisk signalfunktion. Det danske ordbog siger om det man blandt andet kan bruge skråskrift, hvis man vil fremhæve noget.177 Anførelsestegn kan blandt andet bruges, hvis noget er ment ironisk.178 Betydningen af disse skilletegn på dansk og hollandsk afviger ikke meget fra hinanden, men det gælder ikke for alle sprog. Hvorfor man har valgt for skråskrift i Polleke-serien, ved jeg ikke. Men hvis der bruges kursiv i stedet for anførelsestegn, så kan det kræve mere fra en læser eller oversætter at bestemme, hvad meningen med en ytring er.
Den ironiske effekt findes indenfor en passage, såsom et afsnit, men kan også opnås, når der kombineres flere fragmenter, der ikke direkte følger hinanden. Nedenstående fragmenter findes på to forskellige steder i Kuijers bog Med vinden til havet. Første fragment handler om en diskussion i klassen. Polleke og Caroline er de eneste hollandske børn i klassen og
diskussionsemnet er ”respekt”. Polleke har dog ikke rigtig lyst til at være med, for hun tænker på sin syge farfar:
”Chaima siger, at hollandske børn ikke har respekt for deres forældre,” sagde læreren. ”Nå,” sagde jeg. ”Godt. Så er det nok sådan.” Jeg var træt, tror jeg.
”Hør, kom nu, Polli, Caroline, sig nu noget igen,” sagde læreren utålmodigt. Caroline sagde ikke noget. Jeg så på lærerens ansigt.
”Hvad sidder du og kigger på?” spurgte han.
Jeg trak på skulderen og tænkte: Okay, så siger vi det. Så opfører jeg mig som det hollandske barn. ”Hvem har bildt dig det ind, Chaima?” spurgte jeg kattevenligt.
”Det ved alle da,” sagde Chaima.
”Nå,” sagde jeg. ”Ved du, hvad alle også ved? At marokkanske børn har respekt for deres forældre, fordi de ellers får en gang tæv.”179
I andet fragment siger Caroline, at Polleke havde lovet hende, at hun må være brudepige på Wouter og Pollekes mors bryllup. Polleke kan ikke huske, at hun har lovet hende dette.
177
Politikens Nudansk ordbog med etymologi, 2001, s. 785.
178
Ibid., s. 67.
179
”Hvordan kunne du også love Caroline sådan noget?” spurgte min [Pollekes] mor. ”Hvorfor bliver jeg aldrig spurgt først?”
”OKAY!” råbte jeg. ”Begynder du nu også?”
Jeg så, at Consuelo og Merche kiggede forskrækket på mig.
”Jeg havde overhovedet ikke lovet noget,” sagde jeg lidt roligere. Jeg spurgte mig selv, om jeg som hollandsk barn nu også havde nok respekt for min mor. Ikke lige i øjeblikket! Og det var hendes egen skyld!180
Disse to fragmenter følger ikke lige efter hinanden, der er omkring 15 sider imellem dem. Jeg lod respondenterne i min kontrolgruppe læse begge fragmenter. De fleste syntes, at det hollandske barn i begge fragmenter kunne opfattes som ironisk. Selvom der i begge fragmenter er tale om udenlandske børn, Polleke forholder sig til, er der tale om samme situation. Konteksten i de to fragmenter er forskellige. Det første fragment er en diskussion om respekt, den anden handler om en situation hvor Polleke selv knytter respekt til
begivenhederne hjemme. Ud over det er de ironiske indikatorer i det første fragment mere fremtrædende. Polleke beslutter sig for eksempel bevidst for, at opføre sig som »det
hollandske barn«. I andet fragment står der »som hollandsk barn«. På grund af det mener jeg, at Polleke er mere ironisk i det første fragment end i det andet. Mine respondenter udtalte sig ikke om en stærkere eller svagere ironisk effekt.
En gentagelse kan åbenbart sørge for, at man opfatter det andet fragment som ironisk, selvom der er færre (eller ingen) ironiske indikatorer til stede. En respondent i kontrolgruppen henviste for eksempel simpelthen til første fragment uden nærmere forklaring. Den ironiske effekt havde en eftervirkning i de næste kapitler. Jeg lod respondenterne læse begge afsnit efter hinanden, men hvis man kun læser andet fragment uden at man har læst det første, eller hvis man ikke husker situationen i det første fragment, kan det godt være, at man ikke opfatter det andet fragment som ironisk (også med hensyn til de ironiske indikatorer).
Når man sammenligner Polleke-serien med Kleine Sofie en Lange Wapper, spiller fortællerperspektivet også en rolle med hensyn til tolkningen af ironi. En jeg-fortælling kan være en fordel og en ulempe ved at bestemme om noget er ironisk. I de sidste afsnit viste det sig, at Pollekes kommentar på et emne kan virke forvirrende. Weinreich og Nikolajeva nævnte, at en jeg-fortælling er subjektiv. De peger også på, at en voksen forfatter skal sætte sig ind i et barns verden. Disse to faktorer gør, at man kan have tvivl om, om situationen i
bogen virkelig er ironisk. En læser kan synes, at noget er ironisk ment, men det er ikke det samme, når Polleke synes, noget er ironisk ment. Alligevel sørger Pollekes kommentar for, at der findes flere muligvis ironiske indikatorer, en læser kan lægge mærke til. Uanset om Polleke selv synes noget er ironisk eller ej.
I anmeldelser af Polleke-serien er den humoristiske beskrivelse af hovedpersonernes syn på omverdenen et tilbagevendende emne.181 Ud over det bliver Kuijer rost, fordi han viser sig at være »en mester i det almindelige, iagttageren, der observerer al det menneskelige
hurlumhej med mild ironi«.182 I en anden anmeldelse peges også på, at Kuijer selv dukker op, og på en mild ironisk måde formidler sit syn på for eksempel tro (gennem farfarens
ytringer).183 Jeg vil placere to bemærkninger ved disse to anmeldelser, der nævner ironi i forbindelse med Polleke-serien. For det første knytter disse anmeldere det ironiske syn til bogens forfatter (eventuelt via Pollekes farfar). Anmelderne forbinder ironi med forfatterens holdninger, ligesom Booth gør. Hermed undgår man til dels den diskussion om, hvilke figurer har en ironisk holdning indenfor bogen. Diskussionen tidligere i dette afsnit viser allerede, at der er forskel på det, Polleke opfatter som ironisk og det, jeg som læser gør. For det andet er der mindre muligheder for alternative tolkninger, som er muligt med hensyn til ironi.
Hutcheon foretrækker, at man ikke udelukker mulige andre (ironiske) tolkninger af en tekst. En kontekst kan også øge mulighederne for en ironisk fortolkning. Wouters mor kaldte som sagt Pollekes digte for gammelkloge. Det var Kuijers reaktion på en anmelder, der kaldte digtene i Polleke-serien det samme. Wouters mor hedder Sorgenfri, og det er også en mulig indikator for en ironisk tolkning. I slutningen af kapitlet gengiver Polleke sit syn på det gammelkloge i sine digte. Wouters mor tilskrives en negativ holdning overfor Polleke, og børn i almindelighed.184 Når Wouter leder for eksempel efter kagerne i sin mors køkken (og til slut finder dem), viser det sig at være »bitterkoekjes«. Disse småkager er bagt af søde og bitre mandler, og selve kagerne er lidt seje.
En jeg-fortæller kan have følger for, hvordan man ser på ironi i bogen. Det viser sig, at nogle af respondenterne syntes det svært at bedømme, om noget kun var ironisk ifølge
181
Se for eksempel: Akveld, 2002, s. 118,
182
Ibid., s. 126.
183
Lalleman, J., “De gedichten, gedachten en gebeden van een twaalfjarige. Over de kritiek van Joukje Akveld op Guus Kuijers Polleke”, I: Literatuur zonder leeftijd, 2002 (59), ss. 555-556.
184
I hvert faldt i Kuijers syn. Senere i bogen møder Polleke Wouters mor på gaden. Moren kan ikke huske Pollekes navn, og Polleke lader som om hun ikke er den person, Wouters mor tror hun er. »Det er det, jeg siger!« siger fru Sorgenfri [Wouters mor]. »Børn ligner alle sammen hinanden nu om dage. Jeg kan altså ikke se
Polleke. Når Polleke opfatter noget som ironisk, er det så virkelig ironisk? Eller når Polleke ikke opfatter noget som ironisk, er der altså ikke tale om ironi? I øvrigt var det især første spørgsmål som stilledes. Det er somme tider svært at bestemme, om Polleke er ironisk eller ej. I nedenstående eksempel fortæller Polleke til bondesønnen Tom, at farmor har lært hende navnene på nogle blomster. Tom svarer at hans far sprøjter dem alle sammen, så de dør.
Vi har haft om miljøet i skolen, og jeg [Polleke] er imod landbrugsgift. ”Det må I ikke gøre,” siger jeg, ”for den gift kommer ind i fødekæden.”
”I hvad for en?” spørger Tom. Jeg siger det igen.
”Nåh,” siger Tom. Man kan se på ham, at han aldrig har hørt om fødekæden. Og han vil være landmand!
”Vi bruger ikke gift, vi bruger plantebeskyttelsesmidler,” siger han.
”Nå, så er det i orden,” siger jeg. (Han lægger ikke mærke til, at det er en ondskabsfuld vits).185
Polleke siger at det er i orden, men hun mener det ikke. Egentlig synes hun, at det slet ikke er i orden. Selvom Polleke ikke bruger ordet ironisk, men ondskabsfuld vits, er hun sig bevidst af, at hun siger en ting men mener noget andet. At Pollekes bemærkning står i parantes, kan pege på ironi.
Men hvad så med bogens læsere? Når Polleke betragter det som en ondskabsfuld vits i stedet for ironi, betyder ikke automatisk, at jeg som læser synes samme ting. Her rører man ved et emne som også Booth og Hutcheon har beskæftiget sig med: Hvornår er noget ironi? Når man forsøger at finde den mest sandsynlige tolkning i forbindelse med forfatterens kendte holdninger, såsom Booth siger? Eller virker ironi også, når en læser tolker noget som ironisk, skønt forfatteren måske ikke ville have ment noget ironisk (Hutcheon)? Det er temmeligt svært at bestemme, om Polleke opfattes noget som ironisk, når hun ikke kommenterer udtalelsen eller uden at der er ironiske indikatorer til stede.
En af mine respondenter syntes, at der var tale om en slags situationel ironie i afsnittet om Tom og Polleke. Tom opfatter udtalelsen ikke som ironisk, måske fordi
plantebeskyttelsesmiddel har en positiv klang, der bliver jo beskyttet noget vigtig som potentielle fødevarer. Vi som læsere kan have et forspring på Tom, hvis vi ved mere om miljøet, fødekæden og eufemismen ”plantebeskyttelsesmiddel”. Dette forspring bliver endnu større, fordi Polleke lader os vide, at det er en ondskabsfuld vits (og ikke en alvorlig
185
bemærkning). Men der mangler et aspekt, når man betragter begivenheden som situationel ironi. Det sker oftere, at en fortæller ”deler” en hemmelighed med læseren, mens en anden figur i romanen er uvidende. Det behøver ikke at være ironisk ment. Det, der mangler er at man ikke har greb om noget eller er herre over noget. Skæbnen spiller ingen rolle i eksemplet på samtalen mellem Polleke og Tom.
Et andet eksempel på, at der findes begge elementer af situationel ironi, er den udeblivende ”reaktion”, efter at en fremmed mand forsøgte at lokke Polleke med sig. De voksne i hendes omgivelser er bekymret for, at hun vil få et tilbageslag. Selvfølgelig kan Polleke ikke gøre for, at reaktionen ikke kommer. Hun vil forklare det til lægen, at hun måske aldrig vil få en
reaktion. Efter mange omsvøb kommer hun til sagen:
* ”De opfører sig mærkeligt,” sagde jeg. ”Hvem?”
”Alle,” sagde jeg.
Lægen ventede et øjeblik, men jeg sagde med vilje ikke noget. ”Godt,” sagde lægen. ”Nævn en, der opfører sig mærkeligt.” ”Min mor,” sagde jeg.
”Hvordan opfører hun sig mærkeligt?” spurgte han. Sådan, nu var jeg endelig, hvor jeg ville være. ”Hun går ikke på arbejde,” sagde jeg.
”Synes du, det er mærkeligt?” spurgte lægen.
Jeg holdt mund. Jeg kunne se, at han var nødt til at tænke over det. ”Du forstår vel, hvorfor hun bliver hjemme?”
”Ja,” sagde jeg.
”Så forklar mig det lige?” bad han.
Fint! Nu kunne jeg sige det! Eller ikke endnu? Jeg tøvede, mærkede at jeg blev rød i hovedet. Jeg siger det, tænkte jeg. Men jeg siger det med vilje forkert. Det er bedre. ”Hun går ikke på arbejde, fordi hun er bange for, at der kommer en reaktor,” sagde jeg. (Somme tider må man gøre sig lidt dummere, end man er).
”En reaktor?” spurgte lægen. ”Mener du måske en reaktion?” ”Nå ja,” sagde jeg. ”En reaktion.”186
186
For det første findes der en kombination af lægens omhyggelige spørgsmål og Pollekes bevidste tavsheder. Polleke lader, som hun ikke ved hvad en reaktion er, og hun antager ,at hun selv skal henlede samtalen til emnet ”reaktionen”. Vi som læsere kan se, hvad hun
tænker, og hvad der står i parentes. Lægen ved sandsynligvis, hvad Polleke har på hjertet, men han er uvidende om hendes kommentar. Det kan virke ironisk, at en læser ved hvad hun tænker på, mens lægen ikke ved det. For det andet kan man ikke fremkalde en reaktion (og det er sandsynligvis heller ikke ønskeligt). Skæbnen er måske for stort et ord i dette tilfælde, men det er klart at en reaktion - mod alle forventninger - ikke kommer. Men selvom Polleke med vilje manipulerer samtalen, kan hun alligevel mene det, hun siger. De ovenstående eksempler handler især om verbal ironi. Det betyder ikke, at al verbal ironi er intenderet af den talende indenfor fortællingen. Når man kigger på historien om Pollekes mor i sin kanarigule kjole er det ikke kun den verbale kontekst, der spiller en rolle på det tidspunkt, Pollekes mor reagerer spidsigt. I første omgang skal man kombinere to sanser til at bedømme, at det der siges ikke menes. Man skal se det spidsige blik og høre den søde intonation. Men det handler også om begivenhederne før svigermoren giver kommentar. Både Polleke og Wouter havde allerede kommenteret kjolen (og det viste svigermoren selvfølgelig ikke). Man kan indvende, at
strengt taget er en fortælling i skreven form ikke engang ’verbal’. Eller også kan man invende, at hele historien er verbal i Polleke-serien, netop fordi hun er fortælleren.
Dorleijn og van Boven pegede allerede på, at en barnlig fortæller eller synsvinkel kan virke ironisk. I de fleste tilfælde er der tale om ironi mellem voksne i Polleke-serien. I følgende passage er det snarere Pollekes mor, der er ironisk, end Polleke selv:
Min far siger, at han har fundet sig selv i Nepal. Sig selv! Når jeg er nogen steder henne, finder jeg smukke sten og den slags, men mig selv?
Min mor siger: ”Jeg havde håbet, at Spir ville blive en anden, men nu da han er blevet sig selv, sidder hjertet helt oppe i halsen på mig.”
Temmelig giftigt sagt, men du ved, hvordan fraskilte mennesker er.
Spir har ledt efter sig selv overalt, men han kunne ikke finde sig. Du godeste! Jeg kigger bare i spejlet, og hvem ser jeg dér? Mig! Hver eneste dag!187
Det vil ikke sige, at Polleke ikke mærker, at de voksne overdriver eller ikke er seriøse. Polleke noterer, at det var temmeligt giftigt sagt af moren. En forklaring på morens bemærkning har
187
hun også: man ved jo, hvordan fraskilte folk er. Det sker flere gange i Polleke-serien, at hun ser at de voksne er ”onde” mod hinanden eller at de spøger. Polleke reagerer ikke altid på samme måde. Somme tider tager hun det sagte bogstaveligt, en anden gang forstår hun, hvad der menes, men svarer hun ikke med ironi.
Et eksempel på en ironisk begivendhed findes også i Polleke-serien. Wouter fortæller, at